Kalorie-reducering i fastfood-måltider

Fastfood

Fastfood… Det er lige før, man tager på bare af at sige ordet. Det er i manges ører synonym med overvægt og sundhedens værste fjende. Vi ved det alle sammen godt, men alligevel hungrer vi efter de forbudte kalorier, som en hanhund hungrer efter en tæve i løbetid – stivert, savl og skum i mundvigene. Heldigvis har de fleste dog en eller anden form for indbygget sikkerhedsmekanisme, der skaber mådehold og holder dem fra at konsumere ubegrænsede mængder af det sundhedsforladte skidt, der ellers hurtigt ville få badevægten til at skrige efter hjælp.

Ikke desto mindre sker det jo, at man ud af det blå finder sig selv i køen til skranken i den gudsforladte bygning for måger, konger eller hvad de nu kamuflerer dødningehovedet med. Nogle har endda fået slæbt ungerne med og står nu med dårlig samvittighed og håber, at der ikke kommer nogen fra det offentlige og opdager forsømmelsen, så de risikerer at miste forældremyndigheden over deres elskede afkom pga. en enkelt doven smutter. Men hvad gør man så for at råde bod på fejltagelsen? Der er jo ingen, der nogensinde har haft held til at forlade en fastfood-restaurant uden at købe noget – Tænk nu hvis man kommer i ‘Bad Standing’ hos Ronald McDonald og fremover mister retten til at springe over hvor gærdet er lavest…

Læs mere →

Sammenhæng! – Fysisk form og hjernefunktion hos børn og unge

Hjerne

Med mindre man har været begravet i et bjerg af chips, cola og Netflix-serier de seneste mange år, er det velkendt, at den fysiske form har stor betydning for den helbredsmæssige tilstand i både voksne og børn. Ligeledes er den fysiske form i børn og unge en indikator for, hvor stor risiko de har for at udvikle potentielt dødelige livsstilssygdomme i deres voksenliv.

Ovenstående burde sådan set være rigeligt med argumentation for alle forældre til at få reduceret den digitale barnepige (læs: TV, tablet, mobil etc.) fra en fuldtidsstilling til en deltids og losset junior ud af sofaen med en billet i hånden til den nærmeste legeplads, sportsklub eller fitnesscenter. Der er dog en del, der tyder på, at det ikke er tilfældet, da antallet af børn og unge, der ikke umiddelbart er dækket af begrebet “I god form”, er af en relativ skræmmende størrelse.

Nu er der så kommet et nyt studie, der kan lægges i posen med gode grunde til at få aktiveret de nyeste skud på stamtræet for de forældre, der ikke mener, at deres børns helbredsmæssige tilstand er noget særligt at bekymre sig om, men måske i højere grad går op i, hvor godt de præsterer på skolebænken. I studiet kiggede forskerne på sammenhængen mellem børn og unges fysiske form og deres præstation i en kognitiv test for hjernen og sammenholdt disse oplysninger med deres eksamensresultater i 2019.

Og TÆNK engang (bemærk ordvalget!) – De fandt en sammenhæng! Således klarede de børn og unge, der var i bedre fysisk form, sig i gennemsnit bedre i den kognitive test, ligesom de også fik bedre karakterer til deres skoleeksamen. Studiet bekræfter dermed tidligere opdagelser af, at fysisk form også har betydning for det neurologiske system.

Hermed endnu en god grund til at tage ansvar for dine børns fremtid og give dem de bedste betingelser for et sundt og succesfuldt liv. De behøver ikke blive super-atleter, men med mindre du bor på den afrikanske savanne med risiko for løveangreb og whatnot, så kunne junior måske godt snuppe cyklen i skole i stedet for at blive ekskorteret i den firhjulede karet som et kongeligt dovendyr – også selvom det småregner. Stof til eftertanke…

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Reference:

Jain, S. et al: Not Just Studies, but Fitness Can Also Get You the Intelligence and the Grades!!” Int J Adolesc Med Health. 2020 Jun 10;/j/ijamh.ahead-of-print/ijamh-2019-0223/ijamh-2019-0223.xml. doi: 10.1515/ijamh-2019-0223. Online ahead of print.

Er økologisk grøn te sundest?

Grøn te

De fleste er med på, at grøn te er sundt. Det er spækket med indhold rigt på antioxidanter, der muligvis kan være med til at modvirke bl.a. udvikling af kræft, overvægt og allergi, ligesom de aktive stoffer potentielt kan benyttes til forebyggelse og behandling af neurodegenerative sygdomme som Alzheimers og Parkinson, hjerte-karsygdomme, hjerneblødninger, kræft, diabetes, forhøjet blodtryk, skørbug mm. …Så er den vist feset ind – Grøn te er sundt!

Men når du så står ude i dit næste indkøbs-galehus-helvede og beslutter dig for at sætte grøn te i startopstillingen på din sofahygge-liste, bliver du præsenteret for et valg på hylden – skal du købe den økologiske eller den konventionelle?

Og her render du ind i et både økonomisk, moralsk og sundhedsmæssigt dilemma – Skal du købe den dyre eller billige? Skal du støtte bæredygtighed eller forurening? Er der forskel på sundhedsværdien? De to første dilemmaer må være for egen regning. Det sidste har jeg tidligere forsøgt at hjælpe med i artiklen “Er økologiske fødevarer pengene værd?“. Her argumenterede jeg for den overlegne sundhedsværdi ved økologiske produkter.

Nu er der så kommet et helt nyt studie, der specifikt har undersøgt, hvad brugen af almindelige pesticider gør ved den sundhedsmæssige værdi af grøn te. Resultatet bør gøre det væsentligt nemmere at vælge den rigtige type grøn te fremover. Det viste sig nemlig, at pesticiderne ødelagde effekten af antioxidanterne i grøn te med helt op til 63%! Yep, det er vist tæt på en knockout…

Studiet er endnu et søm i kisten på argumenterne om, at konventionel føde er lige så sundt som økologisk. Den slags påstande er intet andet end:

Bullshit

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Reference:

Zhang, J. et al: “Significant effects of two pesticides on the bacteriostatic activity and antioxidant ability of green tea polyphenols” Preprint from Research Square, 11 Mar 2020. DOI: 10.21203/rs.3.rs-16721/v1

Påvirker kaffe dine tænder?

Kaffe smil

Hvis ‘morgenstund har guld i mund’, vil adskillige kaffe-holikere nok argumentere for, at kaffe er det brune guld. I forhold til den sundhedsfremmende værdi af (den rette mængde) kaffe, vil jeg uden at blinke give dem ret, hvilket jeg tidligere har gjort i artiklen “Kaffe – Det gode, det onde og det grusomme“. Mht. smagen vil jeg stadig ikke strække den til at tage ordet ‘guld’ i min mund, selvom jeg efterhånden har lært mig selv at drikke skidtet uden at bukke under for opkast-refleksen.

Men én ting er de stærke sundhedsfremmende egenskaber ved kaffe – noget andet er effekten på tænderne. Det er velkendt, at kaffe har en kedelig tendens til at farve marmorrækken i kæften pis-gule, hvilket nok aldrig har gjort noget godt for evnen til at præstere et Hollywood-smil. Hvem ved – måske er det årsagen til, at en gruppe forskere satte sig for at finde ud af, hvilken effekt kaffen reelt har på tændernes helbred.

Resultatet af undersøgelsen, der blev offentliggjort sidste måned, vil nok være overraskende for de fleste. Det viste sig nemlig, at kaffe faktisk har en anti-caries-effekt på tænderne. Således kan kaffe altså, udover at forlænge livet, også forlænge dine tænders liv ved at holde hullerne væk – endnu en grund til at få lært at drikke kaffe, hvis du ikke allerede gør det! Om du så ligefrem vil gå så langt, som til at skylle mund i kaffen, inden du synker den, må være op til dig selv. Jeg tænker, at jeg personligt helst vil være fri for at skolde ganen, men jeg skal ikke blande mig i, hvordan du prioriterer…

Nå ja, og så lige en sidste ting – Den sundhedsfremmende effekt forsvandt, hvis kaffen blev blandet med mælk og sukker – Surprise! Så hæld din sorte kaffe ned og nyd, at du nok får lov at beholde dine egne tænder længe endnu, Hollywood-smil eller ej.

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Reference:

Godavarthy, D. et al. “Can Coffee Combat Caries? An in vitro Study” J Oral Maxillofac Pathol. Jan-Apr 2020;24(1):64-67. doi: 10.4103/jomfp.JOMFP_172_19. Epub 2020 May 8.

Er indtag af kreatin farligt?

Kreatin

Set i lyset af, at Kreatin i efterhånden rigtigt mange år har været ét af de mest udbredte træningskosttilskud på markedet, kan man godt undre sig over, at sætninger som ”Er kreatin farligt” og ”Kreatin bivirkninger” er blandt de mest populære søge-sætninger om kreatin. Jow jow, det har givetvis ikke en chance mod sætninger som ”Hvem er inden i Amalie Szigethy?”, ”Findes Ole Henriksen?” og ”Hvordan sletter man sin søgehistorik?”, men ikke desto mindre har den potentielle risiko ved indtag af kreatin tydeligvis danskernes interesse.

Læsere af Bullshit-Buster husker måske min tidligere artikel ”Kreatin – mere end et trænings-kosttilskud”, hvor jeg også var inde på sundhedsaspekterne ved indtag af kreatin. Artiklens indhold er i høj grad stadig aktuelt, om end den efterhånden har en håndfuld år på bagen. Nu er tiden dog kommet til igen at tage et kig på, om der skulle være noget nyt under solen i forhold til kreatin.

Læs mere →

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Er økologisk svinekød sundest?

Svin

Ingeniøren kunne i tirsdags fortælle om nye data fra Fødevarestyrelsen, der viser, at konventionelle svin har ti gange så meget MRSA (antibiotika-resistente bakterier) som økologiske svin – NO BULLSHIT!

Kunne det hænge sammen med, at økologiske pattegrise har 20 gange lavere medicinforbrug?? – You do the math…

Som jeg fortalte i en tidligere artikel udgør konventionelt svinekød en ganske alvorlig trussel mod vores sundhed. Artiklen her i Ingeniøren er et ret godt eksempel på sundhedsproblemet. Ja, økologi er lidt dyrere – men det er ét af de få steder, hvor man faktisk kan købe sig til et bedre helbred ved at undgå indtag af nasty stuff som f.eks. medicinpumpet svinekød!

Og hey, ved at droppe konventionelt svinekød, undgår du samtidig at støtte dyreplageri – win-win!

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Få store vs. mange små måltider for vægttab – hvad er bedst?

Vægttab

Det er den tid på året. Julen er overstået, og de fleste af os står tilbage med lidt mere på sidebenene, end inden vi gik i gang med december måneds ædegilde af klejner, konfekt, brunkager, brunkartofler, ris á la mande og whatnot. Nu er vi kommet ud på den anden side og så småt begyndt at vågne fra vores jule-koma, hvor helbred, sixpack og bikinilinjer var taget på ferie med Alice i Eventyrland. Det er blevet tid til at få søvnen ud af øjnene og sætte kursen tilbage mod sundhedens og skønhedens tinder.

Hvis motivationen har indfundet sig, har du muligvis været en tur på nettet eller forhørt dig hos diverse hakkede makkere og madammer for at finde den nyeste og mest effektive strategi til at få smidt de overflødige kilo. Hvis du ikke var forvirret, inden du startede din søgen, er du sikkert blevet det. Det er en jungle! Forhåbentligt er du styret uden om de sædvanlige retarderede quick-fixes, der alligevel har samme effekt som at slå en skid for sætte fart på cyklen, og er nået frem til, at din strategi er nødt til at have et lidt mere langvarigt holdbart perspektiv, der centrerer sig omkring den grundlæggende nødvendighed for vægttab: Der skal optages mindre energi gennem føden, end der bliver forbrændt gennem bevægelse igennem en vedvarende periode.

Læs mere →

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Er Matcha-pulver superfood?

Matcha-pulver har åbenbart fået status som såkaldt “superfood” pga. angivelige sundhedsegenskaber som antioxidanter, øget energiniveau, højere stofskifte, bedre koncentration osv. Den såkaldte “superfood”, der er tørrede og knuste teblade, indeholder ganske rigtigt en meget højere koncentration af antioxidanter end almindelig grøn te, men som den indkaldte ernæringsekspert i artiklen her fint påpeger, er disse ikke nødvendigvis sundhedsfremmende i alt for store mængder og kan måske endda have den modsatte effekt. Han har derfor helt ret i, at man bør begrænse indtaget af matcha.

Og så ved du bedre end at tro på bullshit som forhøjet stofskifte, ikk? – Den lille øgning man ser i stofskiftet, skyldes sandsynligvis primært matchas koffeinindhold, der er højere end i alm. te, ligesom øget energiniveau og bedre koncentration også nok primært er en konsekvens af koffeinen. Så på disse punkter er en kop kaffe nok mindst lige så gavnlig som den omtalte “superfood”.

Og så skal man nok i øvrigt tænke sig lidt ekstra om, inden man hælder matcha indenbords, da langt størstedelen af de tungmetaller som f.eks. bly og kviksølv, der desværre findes specielt i grøn te fra Kina, forbliver i tebladene, der som bekendt ikke indtages, når man drikker en kop alm. the – men tebladene indtages via matcha, hvilket faktisk kan udgøre en reel sundhedsrisiko, hvis man drikker det for ofte. Derfor skal du måske også tænke dig om, inden du serverer matcha for junior, da børn er mere følsomme over for tungmetaller end voksne.

Og hey, eftersom indtag af høje doser grøn te er sat i forbindelse med en reduktion af testosteronniveauet, bør du måske også lige overveje om en kop matcha, der indeholder over 130 gange større mængder af aktive ingredienser end alm. grøn te, skal have en plads i din daglige kostplan, hvis du ønsker optimalt udbytte af din styrketræning…

Superfood?

Bullshit

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Får dine forældre/bedsteforældre nok protein?

Bedstemor

Et nyt studie har undersøgt effekten af protein-supplement i et halvt år til selvhjulpne ældre (50-70 år) med godt helbred. Både forsøgsgruppen og kontrolgruppen havde inden forsøget et dagligt indtag af protein på 1,2 g. pr. kg. kropsvægt. I løbet af de 24 uger forsøget varede, indtog forsøgsgruppen 1,6 g. protein pr. kg. kropsvægt (+ 0,4 g. pr. kg. kropsvægt via mælkeproteintilskud), mens indtaget var uændret for kontrolgruppen. Efter forsøgsperioden var forskellen i udvikling af muskelmasse for kontrolgruppen og forsøgsgruppen 0,6 kg (kontrolgruppen mistede lidt, mens forsøgsgruppen øgede – uden at træne vel at mærke).

Det lyder muligvis ikke af meget ved første øjekast, men studiet indikerer, at en øgning af proteinindtaget for ældre kan være med til at bremse faldet i muskelmasse, der naturligt sker med alderen. Denne effekt har potentiale til at udsætte faldet i funktionsniveau for ældre, hvilket kan være af enorm betydning for bevaring af livskvalitet i en højere alder.

Studiet er endnu en indikator på, at man bør lukke ørerne for det ubegrundede bullshit, “kosteksperter” med protein-fobi har tendens til at fyre af, når snakken falder på de mange fordele, et højere proteinindtag bidrager med – selv for individer (unge som ældre) der ikke styrketræner.

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Reference:

(Norton, C. et al. “Protein Supplementation at Breakfast and Lunch for 24 Weeks beyond Habitual Intakes Increases Whole-Body Lean Tissue Mass in Healthy Older Adults.” J Nutr. 2016 Jan;146(1):65-9.)

Hvordan reagerer jockeyer på højt proteinindtag?

Et nyt studie undersøgte effekten af 30 min. daglig jogging (lav – moderat intensitet) på tom mave om morgenen sammen med et indtag på 2,5 g. protein pr. kg. kropsvægt i professionelle jockeyer. Indtaget af protein var mere end dobbelt så højt som deres normale daglige indtag. Resultatet? Jockeyerne bevarede deres muskelmasse, mens de faldt i kropsvægt og reducerede fedtprocenten fra 13 til 11. De forbedrede også deres styrke og øgede deres stofskifte i løbet af de 6 uger studiet varede – og det på trods af at de faktisk indtog næsten 400 kcal ekstra dagligt (svarende til en øgning på 30%!) i forhold til deres normale energireducerede diæt, der traditionelt består af dehydrering og madberøvelse!

Studiet er endnu et søm i kisten til myten om, at et højt proteinindtag skulle være usundt. Myten er, ligesom påstanden om at en kalorie er en kalorie, uanset hvor den kommer fra:

Bullshit

Derimod er strategien med overdreven madberøvelse, der desværre stadig er en ofte anvendt metode til vægttab for både jockeyer og alle andre, alt andet end gavnligt for både kropssammensætning og sundhed.

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Reference:

(Wilson, G. et al. “Fasted Exercise and Increased Dietary Protein Reduces Body Fat and Improves Strength in Jockeys.” Int J Sports Med. 2015 Nov;36(12):1008-14.)