Det har i mange år været kutyme at skære ned på pauselængden mellem sæt blandt bodybuildere og motionister med fokus på muskelvækst. Hensigten har været at skabe en akut udtrætning i muskulaturen sammen med et hudbristende pump, der pga. den udtalte syrefornemmelse får selv de hårdeste fitnesskrigere til at skrige indvendig. I tekniske termer lægger korte pauser mellem sæt fokus på metabolisk stress, som jeg i mine tidligere artikler ”Mekanismerne for muskelvækst” (del 1 og del 2) har beskrevet som én af flere potente metoder til at skabe muskelvækst.
I teorien giver det god mening at anvende korte pauser for at øge det metaboliske stress, når man ønsker muskelvækst, og isoleret set ser man også gode resultater med metoden. I den bredt anerkendte litteratur fra bl.a. ”American College of Sports Medicine: Position Stand” har det været anbefalet at benytte kortere pauser for at optimere muskelvækst, men nyere forskning har nu sået tvivl om værdien af disse anbefalinger.
Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.