Er Matcha-pulver superfood?

Matcha-pulver har åbenbart fået status som såkaldt “superfood” pga. angivelige sundhedsegenskaber som antioxidanter, øget energiniveau, højere stofskifte, bedre koncentration osv. Den såkaldte “superfood”, der er tørrede og knuste teblade, indeholder ganske rigtigt en meget højere koncentration af antioxidanter end almindelig grøn te, men som den indkaldte ernæringsekspert i artiklen her fint påpeger, er disse ikke nødvendigvis sundhedsfremmende i alt for store mængder og kan måske endda have den modsatte effekt. Han har derfor helt ret i, at man bør begrænse indtaget af matcha.

Og så ved du bedre end at tro på bullshit som forhøjet stofskifte, ikk? – Den lille øgning man ser i stofskiftet, skyldes sandsynligvis primært matchas koffeinindhold, der er højere end i alm. te, ligesom øget energiniveau og bedre koncentration også nok primært er en konsekvens af koffeinen. Så på disse punkter er en kop kaffe nok mindst lige så gavnlig som den omtalte “superfood”.

Og så skal man nok i øvrigt tænke sig lidt ekstra om, inden man hælder matcha indenbords, da langt størstedelen af de tungmetaller som f.eks. bly og kviksølv, der desværre findes specielt i grøn te fra Kina, forbliver i tebladene, der som bekendt ikke indtages, når man drikker en kop alm. the – men tebladene indtages via matcha, hvilket faktisk kan udgøre en reel sundhedsrisiko, hvis man drikker det for ofte. Derfor skal du måske også tænke dig om, inden du serverer matcha for junior, da børn er mere følsomme over for tungmetaller end voksne.

Og hey, eftersom indtag af høje doser grøn te er sat i forbindelse med en reduktion af testosteronniveauet, bør du måske også lige overveje om en kop matcha, der indeholder over 130 gange større mængder af aktive ingredienser end alm. grøn te, skal have en plads i din daglige kostplan, hvis du ønsker optimalt udbytte af din styrketræning…

Superfood?

Bullshit

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.