I styrketræning dækker begrebet ’failure’ over det fænomen, at en gentagelse ikke kan gennemføres korrekt pga. træthed – altså at man fejler løftet og må afbryde sættet (eller i nogle tilfælde fortsætte med hjælp fra en makker eller udefinerbare spjæt og epilepsianfalds-bevægelser, der på komisk vis alligevel gør det muligt at få bragt løftet til ende).
Når man tager et kig rundt om i fitnesscentrene og observerer klientellet, bliver det hurtigt tydeligt, at træning til failure er en meget populær træningsmetode, som jævnligt benyttes i samtlige sæt i alle øvelser af aspirerende supermænd og –kvinder, der sultne jagter den perfekte krop og/eller en legendarisk personlig rekord. ”No pain, no gain!”-mantraet bliver skreget ind i hovedet på træningsmakkere, der nær skider i bukserne i forsøget på at gennemføre det forpulede løft, der bare ikke lader sig gennemføre, for til sidst alligevel at kapitulere, brække sig i træningstasken og lunte i omklædningsrummet med smagen af skam i munden.
Det lader altså til, at der er en udbredt opfattelse af, at træning til failure er ’The Shit’ – en helt afgørende faktor for, om man får optimeret styrke og muskelvækst. Men kan det i virkeligheden overhovedet betale sig at presse så hårdt på, at man nær skider i bukserne eller kaster op i træningstasken? Det ser vi nærmere på i det følgende.
Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.
