Kan man øge muskelmassen uden at være i kalorieoverskud?

Yoda bullshit

Kender du nogen, der stadig påstår, at man ikke kan øge muskelmassen uden at være i kalorieoverskud? – Det tror jeg, de fleste af os gør. De er ofte lige så påståelige og stædige på området, som de er mange i antal. Well, måske er det på tide, de graver sig ud fra deres fantasiverden og åbner øjnene for de reelle beviser på området…

Et nyt studie har undersøgt forskellen på udfaldet af et 4 ugers intensivt træningsforløb (styrke- og kredsløbstræning) for unge overvægtige mandlige motionister med et reduceret kalorieindtag på -40%(!) i forhold til ligevægtsindtaget med indtag af henholdsvis 1,2 og 2,4 g protein pr. kg. kropsvægt. Forsøgsgruppen med et lavt proteinindtag bevarede, men øgede ikke muskelmassen. Derimod øgede gruppen med højt proteinindtag deres muskelmasse med 1,2 kg på trods af det massive kalorieunderskud!
Yderligere smed gruppen med højt proteinindtag 4,8 kg. fedt i løbet af de fire uger, mens gruppen med lavt proteinindtag “kun” smed 3,5 kg. fedt.

Studiet er endnu et eksempel på den gavnlige effekt af et højt proteinindtag, ligesom det kraftigt slår fast, at den evindelige myte om, at man ikke kan øge muskelmassen, når man er i kalorieunderskud, er:

Bullshit

Det går ganske givet ikke lige så hurtigt, som når man ikke er i kalorieunderskud, men det er bestemt muligt med den rette træningsplan. Jeg har før argumenteret for, at det er unødvendigt og endda kontraproduktivt at bulke på traditionel vis med et højt kalorieoverskud for at øge muskelmassen. Læs evt. mere om dette i min tidligere artikel “Er traditionel bulk et levn fra fortiden?“.

Studiet her er et meget godt eksempel på, at et ugentligt kalorieoverskud ikke er nødvendigt for at øge muskelmassen – i hvert fald ikke for almindelige motionister.

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Reference:

(Longland, T. M. et al. “Higher compared with lower dietary protein during an energy deficit combined with intense exercise promotes greater lean mass gain and fat mass loss: a randomized trial.” Am J Clin Nutr. 2016 Jan 27. pii: ajcn119339. [Epub ahead of print])