Kalorie-reducering i fastfood-måltider

Fastfood

Fastfood… Det er lige før, man tager på bare af at sige ordet. Det er i manges ører synonym med overvægt og sundhedens værste fjende. Vi ved det alle sammen godt, men alligevel hungrer vi efter de forbudte kalorier, som en hanhund hungrer efter en tæve i løbetid – stivert, savl og skum i mundvigene. Heldigvis har de fleste dog en eller anden form for indbygget sikkerhedsmekanisme, der skaber mådehold og holder dem fra at konsumere ubegrænsede mængder af det sundhedsforladte skidt, der ellers hurtigt ville få badevægten til at skrige efter hjælp.

Ikke desto mindre sker det jo, at man ud af det blå finder sig selv i køen til skranken i den gudsforladte bygning for måger, konger eller hvad de nu kamuflerer dødningehovedet med. Nogle har endda fået slæbt ungerne med og står nu med dårlig samvittighed og håber, at der ikke kommer nogen fra det offentlige og opdager forsømmelsen, så de risikerer at miste forældremyndigheden over deres elskede afkom pga. en enkelt doven smutter. Men hvad gør man så for at råde bod på fejltagelsen? Der er jo ingen, der nogensinde har haft held til at forlade en fastfood-restaurant uden at købe noget – Tænk nu hvis man kommer i ‘Bad Standing’ hos Ronald McDonald og fremover mister retten til at springe over hvor gærdet er lavest…

En ny undersøgelse kan måske være med til at give svaret. Her kiggede man på 92 fastfood-måltider til børn i 26 forskellige amerikanske fastfood-kæder og lavede en oversigt over kalorie-, sukker og fedtindholdet i disse. Derudover kiggede man på fordelingen i henholdsvis hovedmåltidet, sidetallerkenen og den tilhørende drik. Ikke overraskende var børnemåltiderne relativt kalorietætte med et gennemsnitligt kalorieindhold på 584 kcal (og et max på – hold nu fast – 792 kcal!!).

What to do?

Forskerne kiggede så på, hvor man nemmest kunne reducere kalorieindtaget ved at lave en udskiftning i de traditionelle hovedmåltider, sidetallerkener og tilhørende drikke. Her fandt de, at den største kaloriereduktion skete, når man erstattede den sukkerholdige drik med en kaloriefattig drik i stedet. Det gav en kaloriereduktion på 100 kcal. Det var også her, man opnåede den største reduktion i sukker (-20 g). Yderligere så de, at man opnåede den største reduktion i fedt ved at erstatte den traditionelle sidetallerken med et sundere alternativ, hvilket heller ikke er specielt overraskende, da jeg formoder, at de traditionelle sidetallerkener ofte har taget karbad i frituren inden servering.

Sååå, næste gang du slæber de små med ind i djævlens hule, så overvej lige om det ikke var en idé at slukke tørsten i en gang vand i stedet for den sukkerholdige cola og måske udelade eller erstatte fritterne med et sundere alternativ. Som voksen kan man også nyde godt af de kaloriereducerende alternativer – det er aldrig for sent at ændre en dårlig vane. Hvis man ikke finder vand velsmagende eller passende til burgeren med femdobbelt bacon, kan man jo overveje at snuppe en cola light i stedet. Nuvel, kunstige sødestoffer er skam heller ikke på min top-10-liste over ting, jeg gerne kyler i svælget, men det er trods alt et lille tryk på bremsen i forhold til det ihærdige arbejde mod målsætningen om gratis overnatninger på hospitalet med diabetes-relaterede indlæggelser.

Mere generelt kan det bestemt også anbefales at reducere indtaget af sukkerholdige drikke (sodavand, saft, juice osv.), hvis man har et ønske om at forbedre kropssammensætningen. Problemet med kalorieindtag i væskeform er, at det gør tæt på nul og en skid for mæthedsfornemmelsen, hvilket bevirker, at det ofte blot er kalorier, der ryger oveni det indtag, man har gennem fast føde. Det betyder også, at man ofte ikke oplever en større sult ved at fjerne energiindholdet i sit væskeindtag, så det er et nemt og effektivt sted at sætte ind, når man påbegynder sin rejse mod en sundere livsstil. Og så smager vand faktisk heller ikke så dårligt, når man lige har vænnet sig til det…

Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden.

Reference:

Dunn, C. G. et al.: “Nutrition composition of children’s meals in twenty-six large US chain restaurants” Public Health Nutr. 2020 Aug;23(12):2245-2252. doi: 10.1017/S1368980019004907. Epub 2020 May 27.